fredag den 19. december 2014

Drop Amager - livet er for kort

Øllens navn: Dude fra Flying Couch
Geografisk placering: Amager
Dato for smagning: 19.12.2014
Dom: 5

Peter bor på Amager, og mens han lavede risotto med Karl Johan-svampe, sad jeg på min vanlige plads i køkkenet og heppede. Sådan er den helt fair opgavefordeling.  

Jeg læste op af Amar'Røsten imens. Og sikke en hylemorsom oplevelse. De har fandme nogle sjove journalister ansat, og måske noget spalteplads de ikke kan få fyldt ud. 

Jeg blev straks forelsket i Ole Pedersens reportage "Røde ører på rådhuset", som handlede om, at lokalpolitikerne i et forsøg på at udnytte svømmehallernes kapacitet bedre, havde afskaffet seniorkortet for pensionisterne, som ellers gav dem fri adgang til svømmehallernes faciliteter. "Da det gik op for pensionisterne, at man havde ændret betingelserne for brug af svømmehallerne, brød fanden løs. D. 13. november kunne man se omkring 200 rasende pensionister i badetøj på vej mod Rådhuspladsen, hvoraf en stor del kom fra Amager." FAN-TAS-TISK - og sikke et syn det må have været. Gudskelov kommer der nu ændringer på området, så pensionisterne atter får deres årskort. 

John Knudsen, havde et ligeledes fremragende indlæg i avisen med overskriften "Drop IT - livet er for kort". Jeg har lyst til at skrive hele artiklen, men nøjes med disse citater: "Hvis du så får en 'åbenbaring', ser 'lyset' og mulighedernem der kan gøre livet lidt lettere og sjovere for dig, så ta' en dyb indånding og tæl til 100. Hvis du så fortsat er 'oppe på den lyserøde sky' af begejstring, så tænk over det i et par dage. Husk, du har jo kunnet klare dig uden en computer i mange år og levet livet lykkeligt alligevel". Her har vi alligevel at gøre med den daglige leder af senior IT-stuen! Han tilbyder sin hjælp til dem, som alligevel - trods alle hans formaninger - kaster sig ud i at ville have en computer. Men "vi kan finde på at spørge ind til, hvorfor du absolut vil have en computer, og hvis vi fornemmer, at du dybt inde i din sjæl er usikker, vil vi ikke undlade at komme med følgende anbefaling: Drop IT - livet er for kort". 

Livet er ihvertfald ikke for kort til svamperisotto, for den blev pissehamrende lækker. Det samme gjalt den øl vi drak til, som jeg havde fået af min veninde Afton. Den hed Dude - ungt og dumt, som vi kan lide det (John Knudsen havde nok ikke drukket den). Ifølge mærkaten skulle aromaen have en snert af græs. Det var vi måske lidt skeptisk overfor. Men den smagte skidegodt, og passede i øvrigt fremragende til risottoen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar