onsdag den 24. december 2014

Nordiske øl til dansk mad

Øllens navn: Ørbæk Tyr og Orm (inspireret af nordisk mytologi)
Geografisk placering: Vejen
Dato for smagning: Juleaften
Dom: 4-5

Onkel Mogens (endnu et øl-eventyrlystent familiemedlem) havde taget to øl med fra Ørbæk Bryghus, som skulle nydes sammen med anden, medisteren, flæskestegen, rødkålen, de brune kartofler, jydesalaten og sovsen på selveste juleaften. Jeg fik tilsneget mig en plads ved siden af ham, og kunne derfor nemt på adgang til de spændende øl.


Ormens navn kom, ifølge flaskens mærkat, fra det gamle danske ord for slange, og refererede til Midgårdsormen. Tyren var inspireret af krigsguden Tyr, som mistede sin ene arm, da han skulle lænke Fenrisulven, og "Ligesom Tyr er denne øl mørk og varmblodig, så pas på at guden ikke spiller dig et puds, når bunden af flasken er nået". Høhø. En sand - og til arrangementet passende, onkel-joke. 

De var begge to rigtig gode, med en relativt stærk, men velsmagende smag (!!!) og så passede de fortræffeligt til den geniale mad. Mogens kunne godt lide Ormen, men ikke ligeså godt som Tyren, og derfor blev den bedømt lidt højere. 

Det var så cirka her på aftenen, at min tante Konny fortalte mig, hvor meget jeg lignede Anette Heick. Mit udseende. Mit grin. Mit smil. Det var en kompliment, bare hvis nogen (jeg) skulle være i tvivl. Jette kom mig til undsætning, og syntes jeg lignede Uma Thurman. 

Begge øl kom med denne lille samvittighedsfulde politiske påskrift: "Øl er godt til tørst, ikke til trøst". Sikke ansvarligt af Ørbæk lige at huske os på det. Men deres velmenende hilsen blev tydeligvis ignoreret i min familie, hvilket resulterede i et vældig højt humør, der fik moster Lisbeth til at foreslå, at vi skulle synge den sang, der stod på samme side, men bare på den anden side. Og fik mor til at give en gave til Jette, som så viste sig at være fra far til mor. 

tirsdag den 23. december 2014

Så giv dog op, juleøl

Øllens navn: Juleøllet fra Samsø
Geografisk placering: Vejen
Dato for smagning: Lillejuleaften 2014
Dom: 1

Vi får altid risengrød lillejuleaften - så er der til risalamanden, og til nissen der bor ude i hønsehuset, og så er alle glade. Far havde købt Juleøllet med hjem fra Samsø, og selvom jeg er skeptisk overfor juleøl som koncept, måtte jeg selvfølgelig satse mine smagsløg i anledningen. 

Ikke overraskende kunne jeg ikke drikke den øl, og derfor fik den 1. Den smagte bare surt, som om man ikke havde været artig i år, og nu blev straffet. Far var lidt mere stædig, og drak den, selvom han heller ikke syntes den smagte godt - "det er trods alt en øl". Der gik dog ikke mange slurke, før han også kapitulerede, og hældte øllen i håndvasken. Nissen slap også for den unødvendige pine, og fik saftevand i stedet.  

mandag den 22. december 2014

Bowling i Brørup og hammerslag i Askov

Vejenpigerne bawler hele dagen
Øllens navn: Bølgeskvulp og Bolværkshummel
Geografisk placering: Brørup Bowlingcenter og hjemme hos Smukke Allan
Dato for smagning: 22.12.2014
Dom: mellem 2 og 5


Vi var hjemme til jul d. 22. december, som vi plejer. Det er en del af charmen ved at komme fra provinsen, at vi til jul alle er hjemme ved vores forældre igen. Vi tog ud at bowle, mest fordi vi stadig taler om de forargende høje priser i Valbys Bowl'n'fun, og fordi vi bare vidste, at Brørup Bowling ville være meget mere os. Og vi havde ret: her kostede en stor fadøl (dvs. 80 cl.!!!) 50 kr. modsat de 80 kr. som 40 cl. øl kostede i Valby. Efter bowlingen tog vi hjem til Smukke Allan i Askov, som har en kælder, hvori det er eminent at drikke dåseøl, spise pizza og slå søm i en træstub. Som sagt var vi i Vejen.  

Tines far, (TSP) har  kastet sig ud i at brygge sine egne øl. Og en glad giver som han er, fik vi lov at smage på varerne (måske har rygterne om bloggen og de uanede muligheder den slags bringer med sig, spredt sig til Vejen...)

Vi startede med Bølgeskvulp Scotch Ale. Med en alkoholprocent på 8 var den ikke umiddelbart så egnet til bowlingselskaber, pga. den store risiko for bandeskud, og navnet gav også en gyngende fornemmelse, som ikke gjorde videre godt. Tine brød sig meget godt om øllens whiskeyagtige smag, som var særligt sød og dyb, men fordi hendes far havde brygget øllen, var der fare for at hendes ølbedømmelse, som landede på en 4er, var subjektiv. Anne blev derfor hevet ind som objektiv dommer. Øllens saftevandsagtige farve og karamelsmag vakte klart hendes interesse, og hun endte på en interesseret 4er, der godt ville have mere. Som rutinerede øldrikkere skyllede de smagsløgene i rødvin, og var klar til øl nr. to:

Bolværkshummel, Danish Strong Lager var en oplagt slå-søm-i-øl. Den blev beskrevet som mild og mandig og meget jysk, og den gav én lyst til at have en hammer i hånden."Man skal se bort fra fladheden" meldte Tine dog klart ud. Objektive Anne fik associationer til de røde sliksnører fra Malaco, men ved nærmere eftersmag var det nærmere gær hun kunne smage, og smagen stoppede i det hele taget sådan cirka midt på tungen. Anne gav den 2, men hun er heller ikke en mørk-øl-type. Tine gav den 2 hvis hun bare sad derhjemme og drak, og 5 hvis hun slog søm i samtidig. 

Og mens vi sad der og anmeldte øl, mindedes vi de gamle dage tilbage i Bramming, hvor Tine, Thea og jeg smagte en skinkeøl, mens vi spillede røvhul og drømte at vi sejlede verden rundt på Fregatten Jylland...   

lørdag den 13. december 2014

Pølsefest


Øllens navn: Papa's American Pale Ale (Tszt Brew)
Geografisk placering: Vejen
Dato for smagning: 12. december 2014
Dom: 5

Vi var til pølsefest i Vejen. Far havde købt 8 kg. fars og 18 m. tarme. Mr. Medister (Aske) og Peter Pøls' (Peter) troppede op, og sammen med Fars Far fik de produceret i alt 10 m. af årets julemedister. Den blev BARE god altså. 


Og øllen passede SÅ godt til. Det er Søren, min gode kollega og med-øl-entusiast, der har brugt noget af sin barsel på at brygge øl. Det er der overhovedet INTET galt med.  

Og den var intet mindre end fremragende. En klar 5'er. Peter Pøls' drømte om at kunne nyde den med Burt's hand fried salt'n'vinegar chips. Men medister-hapsere var også godt til. Bliv ved Søren, med at ølbrygge. Din fanskare blev lige fire personer større.