torsdag den 28. juli 2016

Nørrebro Battle

Øllenes navne: Jyske Dollars fra Ølsnedkeren og Green Gold fra Mikkeller
Dato for smagning: 28.07.2016
Geografisk placering: En bænk foran Maltbazar Bryg- og Bottleshop på Nørrebro
Dom: 5

Her er opskriften på en god sommerferieeftermiddag: få fat i Mads og gå rundt i de gader mellem Nørrebrogade og Tagensvej på Nørrebro, som du ikke plejer at være i, og hav så ellers øjnene åbne. Du kan nemlig være så heldig at rende ind i Maltbazaren, som er et sted, hvor man sælger alle de der ting, som man skal bruge, hvis man gerne vil brygge sin egen øl. Inkl. poser fulde af kapsler og propper, og et så spøjst fænomen som Humlesokker, som er en slags net til at fange humlen (det lignede hvide nylonstrømper, så navnet passer egentlig meget godt).

De skrev på skiltet udenfor, at ølbrygning er 'Danmarks mest velsmagende hobby', men flere blogindlæg nedenfor vil bevidne, at det er en sandhed med stærke modifikationer... Nogen har haft den hobby, og fejlet for vildt. Men Mads og jeg blev enige om, at det vel skal prøves af på et tidspunkt, (umiddelbar tidshorisont var pensionsalderen eller arbejdsløshed), og at vi skulle gøre det i Safias køkken :D

Man planlægger jo selvsagt bedst sine fremtidige karrierer/hobbyer som bryggere, mens man drikker øl, så vi købte et par stykker i butikken. De blev mest af alt valgt pga. deres navne og mærkater, og også lidt på den kyndige vejledning fra den venlige brygger i butikken. Det blev en ægte Nørrebro-battle mellem Ølsnedkerens Jyske Dollars og Mikkellers Green Gold. Begge IPAer, så vi var helt spændte på, hvem der mon ville vinde dette vanvittige lokalopgør.

De viste sig desværre for publikumsvenligheden, at kampen var ovre før den startede. De smagte seriøst helt ens. Man kunne slet ikke smage forskel. Så hermed en fælles anmeldelse af de to øl, for det er spild af blog at skulle skrive to separate indlæg, og vi lever jo i effektiviseringstider, så hvorfor ikke hoppe med på den triste bølge også her i blog-land.

Eneste oplagte forskel på de to øl var, at Jyske Dollars klart havde den flotteste mærkat og det sjoveste navn (det er slang for at få gjort noget sort - og hvor var det i øvrigt et nederlag, at to jyder der sidder og drikke øl på en bænk skulle slå det op på wikipedia #basicknowledge)

Nå men altså, de smagte rigtig godt, selvom de var lidt bitre, men det er IPAer jo - og Mads og jeg er generelt lidt bitre mennesker (især Mads), så som sådan passede det meget godt på et mere personligt plan. De fik en 5er, fordi vores liv som sådan godt kan hænge sammen uden disse to øl, og derfor ikke helt når op på 6 på skalaen. Samtidig kom vi til at tale om, hvorfor i alverden IPAer laves så bitre. Altså det smager jo tit ikke særlig godt - undtagen altså denne øl, for den var ikke alt for bitter, men smagte samtidig af mere end fx pilsner. For selvfølgelig kom bitterheden af, at øllen skulle opholde sig mega længe på en båd tværs over det Indiske Ocean osv. for at forsyne briterne derovre med øl. Men det problem er jo løst i dag - så nu er det jo med vilje, at man laver IPAerne så bitre... Hvorfor mon?!







Ingen kommentarer:

Send en kommentar