Prøv lige at se hvor glade de er?! |
Dato for smagning: 29.08.2014
Geografisk placering: Karen Margrethe og Bjarnes have i Tønder
Dom: 4-5 stykker
Så blev det endelig Tønder-tid igen igen igen. Irsk folkemusik og familie i én stor pærevælling. Og øl - i uudtømmelige mængder.
Vi ankom fredag aften, og lagde straks ud med en Ceres, som man bør. Det hører sig ligesom til. Dernæst havde fætter Thomas
taget en sjov øl med, som var brygget af nogen han kendte nede i Düsseldorf. Han bekymrede sig en del over, at de overvejer at flytte tilbage til Danmark, for så stopper de jo med at lave deres ganske fremragende øl. "Så stopper jeg fandme med at slå græs for dem". Det er sgu da en trussel, der vil noget!
Øllen smagte godt. Fætter Thomas endte på en subjektiv 5er, og Martin på en mere objektiv 4½er. Og mens vi sad der og gav hinanden ret i, at den smagte godt, filosoferede fætter Martin lidt over sit forhold til øl i det hele taget: "Generelt har det sådan med øl, at dem skal jeg have flere af". Den kender man jo altså godt. Medmindre man læser lidt tilbage på bloggen - så har man det tydeligvis ikke altid sådan.
Af uvisse årsager har jeg en kommentar i mine noter om, at fætter Martins kone, Karina skulle have sagt "jeg har en hund mellem benene". Det er sjovt citat, selvom det også er lidt plat, og selvom der seriøst var en hund (Thilde eller Buster) mellem hendes ben.
Øllens navn: Samsø Vedvarende Energi
Dato for smagning: 30.08.2014
Geografisk placering: Karen Margrethe og Bjarnes have i Tønder
Dom: 4-5 stykker
Dagen efter stod der musik på programmet - men først en omgang morgenmad - og en øl. Far havde taget en øl med hjem fra hans og mors cykelferie på Samsø, og den blev så nydt i Tønder. Udkantsdanmark vil ingen ende tage. Ifølge etiketten skulle den smage af nødder, men det gjorde den altså ikke. Den lignede også lidt en hvedeøl, men det var det ikke. Så det... Til gengæld var klokken 9.00 og vi drak den her øl mens vi spiste rundstykker med makrel fra plastikdåse - altså det der, hvor der er et massivt og lækkert lag mayo ovenpå. Mums. Og hertil passede øllen faktisk rigtig godt.
Far og søn! |
Og herfra stod den så på festival. Vi hørte Runrig - fordi de er indbegrebet af Tønder Festival - og Folkeklubben, som var helt vildt gode, og hvis forsanger er ret sådan Kim Larsen-agtig, på den fede og unge måde.
Og den stod på øl. Fætter Thomas' kone, Pia kendte fx en kasse øl ovre ved hendes søster.
Øllens navn: Solæg
Dato for smagning: 30.08.2014
Geografisk placering: Det Gule Hus på Tønder Festival
Dom: 1
Og så blev det sent. Så sent, at vi var på det Gule Hus midt på festivalpladsen, og så sent at jeg blev præsenteret for solæg, og bare indtog det. Uden at kny. (Her behøver jeg vist ikke skrive, at vi havde drukket øl hele dagen - man byder jo ikke sin stakkels krop på solæg, hvis man er ædru).
Grankusine Christinas mand, Darragh og far er her godt i gang med at solægge den |
Ja solæg er jo egentlig ikke en øl. Men det er meget sønderjysk, og derfor kommer det med på ølbloggen. Proceduren er sådan, at man koger et æg i 30 min. Så blommen bliver helt grøn. Så lægger man ægget i saltlage i nogle uger - og altså en saltlage så salt, at ægget kan flyde. Så piller man skallen af, halverer ægget og tager blommen ud. Og så fyrer man den ellers af med sennep, tabasco, peber, soya you name it. Ifølge far kan der gå lidt egnsforskel i den her, og det er bare fantasien der sætter grænser. Og her har vi at gøre med en far, som i ramme alvor godt kan li solæg. Nå, og så tager man til sidst den halve æggeblomme og lægger den med bugen op ad på ægget, spiser det i én mundfuld, og skyller efter med snaps! Puha.
Kusine Linda - kunne faktisk godt li det! |
Onkel Henrik syntes det smagte skidegodt, og kusine Linda elskede det ligefrem. "Naboen kunne ikke lide det", står der så i mine noter. Ingen ved hvem naboen er - men jeg var enig med ham/hende, og kunne virkelig ikke se det fede i det her koncept, hvilket blev meget godt illustreret i det øjeblik, hvor jeg kastede op. Dog ikke på den teenage-agtige måde. Næ, jeg stod midt i en ganske seriøs (tror jeg nok - aner ikke hvad vi snakkede om) samtale med Darragh, og undskyldte mig stille og roligt med ordene: "Lige et øjeblik, Darragh - jeg skal liiiige ud og kaste op".
Epic stuff. Seriously impressed with the solaeg. Although I imagine it probably works better over lunch with a beer rather than late at night, hip-deep in festival muck and on the wrong side of a feed of beer....
SvarSletHaha I think you're right :) Sadly, I'm not willing to test it - really don't wanna try that stuff again. Ever. No matter the setting. Hope you got back home to Lemvig safely. Can't wait till next year's Tønder festival.
SvarSlet