Geografisk placering: Hjemme hos mormor
Dato for smagning: 23.04.2016
Dom: 5
Min mormor er 89
år gammel, og i Store Bededagsferien tog jeg ned og besøgte hende. Da jeg ankom
med toget, måtte jeg med skam i stemmen lade hende vide, at jeg fik øl til
aftensmad dagen forinden, og derfor var lidt medtaget. Men det grinte hun da
bare af, og sagde at jeg i så fald måtte være sulten.
I stedet for blomster (som damen ved gud har rigeligt af), havde jeg taget
en øl med fra Nørrebro Bryghus til os. Det var nok mest af alt en reparationsbajer til mig selv, men det fortalte jeg ikke hende. Mormor kan faktisk ikke særlig godt lide øl, sagde hun straks jeg hev den op af tasken. Eller jo, til en frokost
kunne hun da godt drikke en øl og en snaps. Men de gange hun har haft allermest
lyst til en øl, fortalte hun, var i gamle dage, da hun hjalp med at køre halm ind på sin fars
gård, for det blev man simpelthen så tørstig af, og der var vand bare ikke
ligeså godt.
Øllen smagte godt
og lidt sødt og nøddeagtigt. Mormor syntes den smagte af lakrids. Ja, alle de typer af smage får nok ikke øllen til at lyde så god, men det var den altså! Der stod på etiketten, at øllen var god til kød – og vi kunne hermed tilføje, at den også var god til to af mormors hofretter: tarteletter og kød med brun sovs og kartofler. Mormor var især vild med øllen og gav den 5 ud af 6 mulige stjerner. Under frokosten viste
hun sig i øvrigt fra sin vanlige mormoragtige side, så selvfølgelig ’skulle jeg
da have lidt mere’ og jeg ’havde næsten ikke spist noget’ da vi var ved at være
færdige.
Efter frokosten
kørte vi op på kirkegården og hilste på morfar, til købmanden og om forbi
forsamlingshuset og mormor og morfars gamle gård, hvor der nu bor en masse polakker (med
tryk på ’po’) i den gamle tyrestald. Så lavede vi ellers pandekager og talte om
gamle dage – altså de rigtig rigtig gamle dage med krigen og
mørklægningsgardiner, og da nyheden om Danmarks befrielse nåede den gård i
Roskilde, hvor hun tjente. Det var svært at tage hjem derfra, og jeg glæder mig til at skulle drikke øl med mormor igen.