lørdag den 23. april 2016

Jeg fik øl til aftensmad i går

Øllens navn: Forårs Bock fra Nørrebros Bryghus
Geografisk placering: Hjemme hos mormor
Dato for smagning: 23.04.2016
Dom: 5

Min mormor er 89 år gammel, og i Store Bededagsferien tog jeg ned og besøgte hende. Da jeg ankom med toget, måtte jeg med skam i stemmen lade hende vide, at jeg fik øl til aftensmad dagen forinden, og derfor var lidt medtaget. Men det grinte hun da bare af, og sagde at jeg i så fald måtte være sulten.

I stedet for blomster (som damen ved gud har rigeligt af), havde jeg taget en øl med fra Nørrebro Bryghus til os. Det var nok mest af alt en reparationsbajer til mig selv, men det fortalte jeg ikke hende. Mormor kan faktisk ikke særlig godt lide øl, sagde hun straks jeg hev den op af tasken. Eller jo, til en frokost kunne hun da godt drikke en øl og en snaps. Men de gange hun har haft allermest lyst til en øl, fortalte hun, var i gamle dage, da hun hjalp med at køre halm ind på sin fars gård, for det blev man simpelthen så tørstig af, og der var vand bare ikke ligeså godt.

Øllen smagte godt og lidt sødt og nøddeagtigt. Mormor syntes den smagte af lakrids. Ja, alle de typer af smage får nok ikke øllen til at lyde så god, men det var den altså! Der stod på etiketten, at øllen var god til kød – og vi kunne hermed tilføje, at den også var god til to af mormors hofretter: tarteletter og kød med brun sovs og kartofler. Mormor var især vild med øllen og gav den 5 ud af 6 mulige stjerner. Under frokosten viste hun sig i øvrigt fra sin vanlige mormoragtige side, så selvfølgelig ’skulle jeg da have lidt mere’ og jeg ’havde næsten ikke spist noget’ da vi var ved at være færdige.  


Efter frokosten kørte vi op på kirkegården og hilste på morfar, til købmanden og om forbi forsamlingshuset og mormor og morfars gamle gård, hvor der nu bor en masse polakker (med tryk på ’po’) i den gamle tyrestald. Så lavede vi ellers pandekager og talte om gamle dage – altså de rigtig rigtig gamle dage med krigen og mørklægningsgardiner, og da nyheden om Danmarks befrielse nåede den gård i Roskilde, hvor hun tjente. Det var svært at tage hjem derfra, og jeg glæder mig til at skulle drikke øl med mormor igen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar