torsdag den 7. april 2016

Prinsessen af Brovst

Øllens navn: Randers Bryghus Pale Ale
Geografisk placering: Kokkedal Slotshotel
Dato for smagning: 07.04.2016
Dom: 6

Okay okay okay. Jeg er fandme på et slot. Hvad sker der?! Og endda et ret fedt et - det blev bygget i 1300-tallet, og det var fx her, hvor flåden samledes inden erobringen af England, og slottet blev brændt ned af Skipper Clement under Grevens Fejde. Det er da danmarkshistorie, så det batter!

Ja jeg har ikke selv fundet på, at jeg skulle indlogeres her. Men der er blevet booket et værelse til mig ifm. arbejdet, og jeg tror måske slottet er en måde at kompensere for det lidt triste hotel i Aalborg, som jeg har boet på de sidste to nætter, hvor man nærmest ikke kunne lukke døren, når man var på badeværelset, og hvor lagenet ikke kunne dække hele sengen.

Men nu er jeg så her, med voldgrav, klassisk musik, pejs, levende lys og friske roser, gulvtæpper overalt, gamle gråhårede par der har tid til at tage på romantisk ferie på en torsdag, en byste med krøller, en udstoppet snefasan og ikke mindre end to komplette rustninger.

Og spøgelser! Ifølge brochuren er det ligefrem Europas mest hjemsøgte slotshotel (hvad det så end skal betyde - slotshotel?!) Ridder Lykkes datter blev muret inde - levende! Og da Karen Galde døde her, blev hun hentet af fandens ligvogn og kørt direkte i helvede. Ifølge brochuren bør man vide, hvem de her mennesker er, men det gør jeg ikke. Og så er der en nisse, men det er vist kun ham Nissehaderen fra frikirken i Løkken, som den kan skræmme.

Man kunne kun få fancy mad og dyr vin.  Det måtte jeg jo så leve med... :) Og en Pale Ale fra Randers Bryghus. Nu forbinder jeg jo egentlig ikke Randers med så meget andet end regnskov, 'I ka' da randers i røven' og at det er endestationen for Østkyst Hustlers i Verdens Længste Rap. Men jeg skal da lige love for, at det bare var indtil nu, hvor Randers Bryghus har gjort et imponerende indtryk.

Jøsses! Den var fandme god altså! Slet ikke så bitter som pale ales ellers kan være. Bare helt fantastisk god - og med en slags voksen smag. Jeg føler mig ihvertfald meget voksen her omringet af niceness og gamle mennesker.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar