Hvis Holger Danske skulle have en øl, skulle det være en Wiibroe

Øllens navn: Wiibroe
Dato for smagning: 03.08.2016
Geografisk placering: Kasematterne på Kronborg Slot
Dom: 4

Her er Rasmus. Han er fra Helsingør. I Helsingør drikker man Wiibroe-øl, som svarer cirka til Slots i Vejen. Og så alligevel ikke, for det er som om, at der er et mere religiøst forhold til Wiibroe deroppe nordpå end der er til Slots i Vejen. Det indså jeg, da jeg på Roskilde Festival var godt igang med at charmere mig ind på Rasmus' venner, hjulpet på vej af fælles en forkærlighed for dansk rap og kolde Tuborg, som jo er den 'lokale øl' på Roskilde. Men midt i morskaben blev jeg åbenbart lidt for frisk, fuld og ligefrem provokerende, da jeg fik udbrudt, at Wiibroe da højst var på niveau med Slots, om ikke ligefrem dårligere. Det skabte en akavet tavshed, som selv ikke den danske rap og de kolde Tuborg kunne udfylde.

Til mit forsvar, så var mit første møde med Wiibroe en hverdagsaften over et playstationspil, som jeg på ingen måde vandt. For en dårlig taber smager ingen øl godt - det ved alle...

Og den oplevelse af Wiibroe skulle der rådes bod på. Rasmus og jeg cyklede (that's right!!!) til Helsingør og Kronborg Slot, hvor Holger Danske sidder nede i kasematterne. Vi fandt ham - og nød dertil en Wiibroe Pilsner. Den mindede meget om de fleste andre pilsnere inkl. Slots. Men at være i netop de omgivelser - hvor Hamlet fandt sted, og hvor der sikkert er sket en masse andet spændende, gjorde at den endda lunkne Wiibroe smagte meget bedre end i selskab med Playstation.

Måske det også er ny viden for jer, læsere, men statuen af Holger Danske har kun eksisteret siden 1907. Legenden om ham er til gengæld flere 100 år gammel. Om vi taler 100 eller flere 100 år er dog hip som hap ift. at han må være tørstig, og hvis han en dag vågner for at kæmpe for fædrelandet, så burde han blive mødt med en kold(!) Wiibroe som det første. Og den vil sikkert smage ham fortræffeligt.

Vi kom simpelthen op på en 4er, og det er både flot for en så jævn øl, og mere end hvad jeg har givet Slots Pilsner. Jeg håber det får mig ind i varmen igen <3

Nørrebro Battle

Øllenes navne: Jyske Dollars fra Ølsnedkeren og Green Gold fra Mikkeller
Dato for smagning: 28.07.2016
Geografisk placering: En bænk foran Maltbazar Bryg- og Bottleshop på Nørrebro
Dom: 5

Her er opskriften på en god sommerferieeftermiddag: få fat i Mads og gå rundt i de gader mellem Nørrebrogade og Tagensvej på Nørrebro, som du ikke plejer at være i, og hav så ellers øjnene åbne. Du kan nemlig være så heldig at rende ind i Maltbazaren, som er et sted, hvor man sælger alle de der ting, som man skal bruge, hvis man gerne vil brygge sin egen øl. Inkl. poser fulde af kapsler og propper, og et så spøjst fænomen som Humlesokker, som er en slags net til at fange humlen (det lignede hvide nylonstrømper, så navnet passer egentlig meget godt).

De skrev på skiltet udenfor, at ølbrygning er 'Danmarks mest velsmagende hobby', men flere blogindlæg nedenfor vil bevidne, at det er en sandhed med stærke modifikationer... Nogen har haft den hobby, og fejlet for vildt. Men Mads og jeg blev enige om, at det vel skal prøves af på et tidspunkt, (umiddelbar tidshorisont var pensionsalderen eller arbejdsløshed), og at vi skulle gøre det i Safias køkken :D

Man planlægger jo selvsagt bedst sine fremtidige karrierer/hobbyer som bryggere, mens man drikker øl, så vi købte et par stykker i butikken. De blev mest af alt valgt pga. deres navne og mærkater, og også lidt på den kyndige vejledning fra den venlige brygger i butikken. Det blev en ægte Nørrebro-battle mellem Ølsnedkerens Jyske Dollars og Mikkellers Green Gold. Begge IPAer, så vi var helt spændte på, hvem der mon ville vinde dette vanvittige lokalopgør.

De viste sig desværre for publikumsvenligheden, at kampen var ovre før den startede. De smagte seriøst helt ens. Man kunne slet ikke smage forskel. Så hermed en fælles anmeldelse af de to øl, for det er spild af blog at skulle skrive to separate indlæg, og vi lever jo i effektiviseringstider, så hvorfor ikke hoppe med på den triste bølge også her i blog-land.

Eneste oplagte forskel på de to øl var, at Jyske Dollars klart havde den flotteste mærkat og det sjoveste navn (det er slang for at få gjort noget sort - og hvor var det i øvrigt et nederlag, at to jyder der sidder og drikke øl på en bænk skulle slå det op på wikipedia #basicknowledge)

Nå men altså, de smagte rigtig godt, selvom de var lidt bitre, men det er IPAer jo - og Mads og jeg er generelt lidt bitre mennesker (især Mads), så som sådan passede det meget godt på et mere personligt plan. De fik en 5er, fordi vores liv som sådan godt kan hænge sammen uden disse to øl, og derfor ikke helt når op på 6 på skalaen. Samtidig kom vi til at tale om, hvorfor i alverden IPAer laves så bitre. Altså det smager jo tit ikke særlig godt - undtagen altså denne øl, for den var ikke alt for bitter, men smagte samtidig af mere end fx pilsner. For selvfølgelig kom bitterheden af, at øllen skulle opholde sig mega længe på en båd tværs over det Indiske Ocean osv. for at forsyne briterne derovre med øl. Men det problem er jo løst i dag - så nu er det jo med vilje, at man laver IPAerne så bitre... Hvorfor mon?!

Højniveaumøde i FN om øl (det MÅ komme på dagsordenen en dag)

Øllens navn: Allagash White Beer
Dato for smagning: 20.07.2016
Geografisk placering: The Pod hotel i NYC
Dom: 4-5 stykker

ADVARSEL: Teknisk og usjov tekst. Nå men i 2015 vedtog alle FNs medlemslande den såkaldte 2030-dagsorden inkl. 17 Verdensmål for verdens udvikling. Men som altid med den slags aftaler, så er det jo bare fine ord på et stykke papir - indtil der sættes handling og penge bag. Og netop dét er konteksten for dette blogindlæg - for øllen der anmeldes blev drukket ifm. at jeg var i NYC for at høre, hvordan 22 af FNs medlemslande har tænkt sig at sætte handling bag og implementere 2030-dagsordenen og Verdensmålene - både i deres egne lande, og hvordan de vil bidrage til, at de bliver implementeret i andre og især fattigere lande. Så sad alle de andre lande og lyttede efter, stillede spørgsmål og blev forhåbentlig inspireret til at gøre noget selv (Danmarks regering, læser du med her?!)

FNs Generalsekretær liiiidt endnu...

Jeg deltog i mødet med en enkelt medsammensvoren fra det danske civilsamfund: Sarah fra Globalt Fokus. Og det krævede simpelthen en øl på den sidste dag - for ligesom at fordøje de mange indtryk... Vi fik en Allagash White Beer på vores hotel. Den er åbenbart lokalt brygget i Portland - som ligger cirka ligeså langt ude ved havet på USAs vestkyst, som NYC ligger på landets østkyst, så helt lokal var den ikke der i NYC.

Den havde en god smag i starten - så blev den lidt anonym - og vendte så stærkt tilbage med noget eftersmag. Ifølge etiketten var den 'brewed with spices', men undskyld jeg siger det: det kan jo være et vidt begreb. Man kunne fx bare have puttet en lillebittebitte smule krydderi i, og så ville det som sådan være en retvisende beskrivelse. Og nej, vi kunne ikke smage nogen som helst krydderier. Vi blev enige om, at det vist svarede til, når medlemslandene inde i FN-bygningen sagde, at de har inddraget civilsamfundet i udviklingen af deres handlingsplaner for implementering af 2030-dagsordenen. For det kunne da godt være, men vi kunne ikke smage det, så hvad betød det egentlig?!

Hvenskabsøl

Ja Tycho Brahe havde jo sit
Oranienborg på selveste Hven

Øllens navn: Bäckviken
Geografisk placering: Bäckviken på Hven
Dato for smagning: 10.07.2016
Dom: 3

Mine to venner (Safia og Mads) og jeg tog til Hven, som ifølge folk på Hven er Paradisøen i Øresund. Og selvom det er en flot titel at give sig selv, så syntes vi da faktisk, at de havde ret. Vi havde endda høje forHventninger, som alle blev indfriet. Det var ren idyl. Og det til trods for at det regnede ca. 80% af den tid, vi var der. Men modsat for 10 år siden, da vi sad sammen i en kano på Silkeborgsøerne, så tog Safia og jeg det dårlige vejr rigtig pænt.


Vi tog færgen fra Toldboden ved den helt nye cykelbro. Her fik vi Hvienerbrød og planlagde den store tur. Da vi kom frem, cyklede vi rundt i det smukke landskab, drak kaffe og lambrusco og spiste hjemmelavede sandwiches på stenene ved vandet (her så vi desuden et marsHven ude i vandet), kæmpede i kirsebærsstensspytning og fandt Hvenbjergsnegle. Ja og så smagte vi på den lokale whiskey/gin/vodka. Den smagte mindre godt. Til gengæld var det dyrt.

Vi sluttede dagen af med at få en øl, mens vi ventede på færgen hjem. Bäckviken var lavet til byen af samme navn, og var en american pale ale. Den smagte sgu egentlig ikke så godt. Og dens navn passede ikke til en Hven-joke, som den opmærksomme læser har set, at vi gjorde en del ud af på turen. Så den fik bare en 3er.

Til Mandrilfansene, blev jeg gjort opmærksom på denne lille fine film om Dyrenes Hven: https://www.youtube.com/watch?v=_a84PRYpEH0

Hven-mesterskabet i kirsebærsstenspytning

Der er noget riv-rav-ruskende galt i Thy

Øllens navn: Cold Hawaii
Geografisk placering: Torvehallerne - ret langt fra Thy
Dato for smagning: 09.07.2016
Dom: 4

Mor og far var på besøg for at isolere min lejlighed. Udover at bruge deres ferie på den slags morsomheder (!!!) planlagde de et smut til Thy. Og hvor var det så heldigt, at der midt i isoleringen blev tid til et smut i Torvehallerne, og at der her var sat en ret stor bod op med Thys mange fristelser inkl. øl fra Thisted Bryghus. Og det var ikke Thypiske øl, de solgte (den fandt Rasmus på) :)

Vi fik smagt begge øl med navnet Cold Hawaii. De indeholdt ikke humle, sagde damen, men til gengæld lidt pudsige ting såsom citrus, havtorn og rav. Ja, rav! Og hvordan smager rav så?! Ja det ved vel kun ravsamlere, som er lidt for hurtige i deres 'er-det-nu-ægte-rav'-tjek på tænderne, hvor de måske får åbnet munden lidt for meget, og ender med rav i munden i stedet for på tænderne...?! Øllen med rav havde ihvertfald en flot rav-agtig farve. Så langt så godt.

Man trænger til øl, når man har isoleret ting hele
dagen. Faktisk trænger man til en øl til hver hånd

Begge øl smagte godt og friskt og anderledes på den gode måde! Far og jeg var mest til den med citrus, som var uden rav, men Rasmus - Ravsmus?! - var faktisk glad for ravsmagen.

En ægte elefantøl

Øllens navn: Tusker Malt

Geografisk placering: Nairobi, Kenya

Dato for smagning: 25.05.2016

Dom: 3

Jeg var i Nairobi med min gode kollega Elisabeth til et FN-møde. Udover hotellet og FN-bygningen fik vi ikke set noget som helst af Nairobi. Og dog, der var selvfølgelig bilturen frem og tilbage, hvor vi så... trafikken... Det tog en evighed, og vi fik bl.a. tiden til at gå med at:

1. Sove lidt – klokken var jo kun 7.15 da vi tog afsted…!
2. Forberede sig lidt på dagens strabadser
3. Skiftes til at nævne tilfældige danske drengenavne i kampen om at komme i tanke om, hvad Henrik Dahl hed til fornavn
4. Udbryde ”sikke en BISSE” til en bil, der kørte lidt vildt – som så viste sig at være en ambulance (okay det var bare Elisabeth det her, og hun medgav da også, at det i så fald var okay, at den kørte lidt råddent)
5. Tale om at vi nok trængte til en øl, når vi kom tilbage til hotellet om aftenen. 

Vi fik både fantastisk god og imponerende dårlig mad på hotellet – og dertil fik vi Tusker Malt, som er en klassisk Kenya-øl svarende til vores egen Carlsberg. Og ja selvfølgelig var der en elefant på mærkaten. Vi er jo i et vaskeægte safariland! 'Tusk' er engelsk for 'stødtand', så det hele gik jo op i en større enhed. Den var helt fin og frisk (modsat hvad vi i Danmark ellers forbinder elefantøl med) og rigtig god til Afrika, når der er sådan lidt støvet og varmt. Og netop i den støvede og varme ånd, blev Tusker serveret i et iskoldt glas. Som i: vi tager et glas og sætter i fryseren, indtil nogen bestiller en øl. Se dét er en god ide! Og lidt high class.

Jeg fik øl til aftensmad i går

Øllens navn: Forårs Bock fra Nørrebros Bryghus

Geografisk placering: Hjemme hos mormor

Dato for smagning: 23.04.2016

Dom: 5

Min mormor er 89 år gammel, og i Store Bededagsferien tog jeg ned og besøgte hende. Da jeg ankom med toget, måtte jeg med skam i stemmen lade hende vide, at jeg fik øl til aftensmad dagen forinden, og derfor var lidt medtaget. Men det grinte hun da bare af, og sagde at jeg i så fald måtte være sulten.

I stedet for blomster (som damen ved gud har rigeligt af), havde jeg taget en øl med fra Nørrebro Bryghus til os. Det var nok mest af alt en reparationsbajer til mig selv, men det fortalte jeg ikke hende. Mormor kan faktisk ikke særlig godt lide øl, sagde hun straks jeg hev den op af tasken. Eller jo, til en frokost kunne hun da godt drikke en øl og en snaps. Men de gange hun har haft allermest lyst til en øl, fortalte hun, var i gamle dage, da hun hjalp med at køre halm ind på sin fars gård, for det blev man simpelthen så tørstig af, og der var vand bare ikke ligeså godt.

Øllen smagte godt og lidt sødt og nøddeagtigt. Mormor syntes den smagte af lakrids. Ja, alle de typer af smage får nok ikke øllen til at lyde så god, men det var den altså! Der stod på etiketten, at øllen var god til kød – og vi kunne hermed tilføje, at den også var god til to af mormors hofretter: tarteletter og kød med brun sovs og kartofler. Mormor var især vild med øllen og gav den 5 ud af 6 mulige stjerner. Under frokosten viste hun sig i øvrigt fra sin vanlige mormoragtige side, så selvfølgelig ’skulle jeg da have lidt mere’ og jeg ’havde næsten ikke spist noget’ da vi var ved at være færdige.  

Efter frokosten kørte vi op på kirkegården og hilste på morfar, til købmanden og om forbi forsamlingshuset og mormor og morfars gamle gård, hvor der nu bor en masse polakker (med tryk på ’po’) i den gamle tyrestald. Så lavede vi ellers pandekager og talte om gamle dage – altså de rigtig rigtig gamle dage med krigen og mørklægningsgardiner, og da nyheden om Danmarks befrielse nåede den gård i Roskilde, hvor hun tjente. Det var svært at tage hjem derfra, og jeg glæder mig til at skulle drikke øl med mormor igen. 

Prinsessen af Brovst

Øllens navn: Randers Bryghus Pale Ale
Geografisk placering: Kokkedal Slotshotel
Dato for smagning: 07.04.2016
Dom: 6

Okay okay okay. Jeg er fandme på et slot. Hvad sker der?! Og endda et ret fedt et - det blev bygget i 1300-tallet, og det var fx her, hvor flåden samledes inden erobringen af England, og slottet blev brændt ned af Skipper Clement under Grevens Fejde. Det er da danmarkshistorie, så det batter!

Ja jeg har ikke selv fundet på, at jeg skulle indlogeres her. Men der er blevet booket et værelse til mig ifm. arbejdet, og jeg tror måske slottet er en måde at kompensere for det lidt triste hotel i Aalborg, som jeg har boet på de sidste to nætter, hvor man nærmest ikke kunne lukke døren, når man var på badeværelset, og hvor lagenet ikke kunne dække hele sengen.

Men nu er jeg så her, med voldgrav, klassisk musik, pejs, levende lys og friske roser, gulvtæpper overalt, gamle gråhårede par der har tid til at tage på romantisk ferie på en torsdag, en byste med krøller, en udstoppet snefasan og ikke mindre end to komplette rustninger.

Og spøgelser! Ifølge brochuren er det ligefrem Europas mest hjemsøgte slotshotel (hvad det så end skal betyde - slotshotel?!) Ridder Lykkes datter blev muret inde - levende! Og da Karen Galde døde her, blev hun hentet af fandens ligvogn og kørt direkte i helvede. Ifølge brochuren bør man vide, hvem de her mennesker er, men det gør jeg ikke. Og så er der en nisse, men det er vist kun ham Nissehaderen fra frikirken i Løkken, som den kan skræmme.

Man kunne kun få fancy mad og dyr vin.  Det måtte jeg jo så leve med... :) Og en Pale Ale fra Randers Bryghus. Nu forbinder jeg jo egentlig ikke Randers med så meget andet end regnskov, 'I ka' da randers i røven' og at det er endestationen for Østkyst Hustlers i Verdens Længste Rap. Men jeg skal da lige love for, at det bare var indtil nu, hvor Randers Bryghus har gjort et imponerende indtryk.

Jøsses! Den var fandme god altså! Slet ikke så bitter som pale ales ellers kan være. Bare helt fantastisk god - og med en slags voksen smag. Jeg føler mig ihvertfald meget voksen her omringet af niceness og gamle mennesker.

Evan - Sanne - Bedst

Øllens navn: ESB
Geografisk placering: Nordjylland
Dato for smagning: 05.04.2016
Dom: 5

Uha, det er potentielt akavet det her. Denne ølblog handler nemlig om en øl, hvor jeg kender bryggeren. Og hvad gør man så, hvis man ikke kan lide den?! Inden jeg smagte, advarede jeg fars fætter Evan om, at min blogs fortsatte succes og høje læserrate afhang af min troværdighed (det hørte jeg selv Mascha Vang sige om sin blog i fjernsynet forleden - og hun har 12 bloggere og to sælgere ansat, så der spidser man lige ører ik?!) Derfor skulle han ikke forvente nogen partisk blødsødenhed herfra - for hvad så, hvis en af mine læsere tog mig på ordet, og smagte på øllen (som i øvrigt ikke kan købes, da det er ren hobby-business...) Det var han fuldstændig indforstået med - hvilket jo viste en klar selvsikkerhed. Han var tydeligvis selv ret vild med resultatet af deres brygning... Interessant.

Evan advarede om, at den var lidt flad. Det er jo ikke smart at sige til kvinden, som brugte over halvanden time på at komme igennem en halv liter Guinness netop pga. fladheden. Anbefalingen var så, at jeg skulle stille den ved en radiator i nogle dage, og derefter i køleskabet, fordi det kunne forbedre ved kulsyren (eller sådan noget?!) Men jeg var jo på tour - og ja, det lyder meget mere rock'n'roll end det var - og jeg havde derfor ikke adgang til eget køleskab. Og jeg ville så nødig drikke øl direkte fra radiatoren.

Dette billede har ikke så meget med øllen at gøre,
men Sanne og jeg havde en fælles kærlighed
for dette billede af Michael Kvium fra Kunsten
i Aalborg, som så smukt portrætterer en kvinde/monster.

Så jeg drak den lunken og relativt flad - og alligevel var den bare supergod! Ja jeg vil nærmest sige, at den måske er bedre som halvlunken end helt kold. Den lidt lunkne temperatur passede nemlig rigtig godt til øllens bløde og lune smag. Min første tanke var, at den smagte lidt af far. Ikke af min far - men af konceptet Far. Blød og rar og hyggelig, og samtidig overhovedet ikke kedelig. Det passer jo altsammen meget godt med, at det er Evan og Darragh, der har brygget den. Og bliv nu endelig ved med det, I to!

Navnet var ESB, som enten stod for Extra Strong Bitter eller Extra Special Bitter -  eller Evan og Sanne Bitter, som min sjove far fandt på :) Ifølge etiketten er den "Brewed in the windy west by the shamrocks" - en smuk henvisning til den blanding af Vestjylland og Irland, og dermed de to bryggere (shamrocks er en trebladet kløver, som Irland bruger i cirka 80% af sit merchandise - lidt ligesom havfruen herhjemme). Gad vide om der findes en gavfrueøl?! Mon ikke...

Rosé-øl. Galt eller genialt?!

Øllens navn: Hoegaarden Rosée
Dato for smagning: 05.02.2016
Geografisk placering: Paris
Dom: 3

Efter at have gået rundt - hvileløs og nedslået - blandt det sparsomme øludvalg i et parisisk supermarked, fandt jeg noget besynderligt. En Hoegaarden hvede-rosé-øl. Hvad i alverden skulle det nu forestille sig at være for en fiks idé? Jeg er generelt skeptisk overfor det med at kombinere genialiteter.

Jeg fnyste seriøst lidt, da jeg købte den. På den der måde, hvor jeg samtidig tænkte, at det her pjat skal jeg da smage, så jeg kan skrive en af de der sviner-blog-indlæg, som bare er 100 gange sjovere, end de kedelige 3-ratede nå-øl, som bare smager ligegyldigt.

Allerede inden første tår, havde jeg dømt den til at være en kæmpe fiasko. Jeg havde et smil på læben over tanken om den sjove blog, mens jeg med øllen i hånden var på ved til at hælde den ud i håndvasken. Men Julie ville også godt lige smage på den - ja dén Julie, der i gennemsnit kun har lyst til øl en gang i året, hvilket før er endt med, at karma bare kom vadende ind fra siden, og væltede Årets Eneste Øl. Hun syntes den smagte meget godt. Jeg var målløs og måtte jo derfor give den en chance/tår til. Og fandme om den så ikke smagte udemærket. Pokkers.

Bloggeren fra Notre Dame

Øllens navn: 1664
Dato for smagning: 04.02.2016
Geografisk placering: Paris
Dom: 2

Jeg har været i Paris for at besøge Julie - min mindst øldrikkende veninde. Til gengæld er hun med på at indtage alt andet inkl. østers og frølår. Hertil fik jeg en 1664, som åbenbart er en fransk øl. Hvorvidt den var fra 1664 vides ikke, men den smagte virkelig dårligt, og det antager jeg generelt at en 350 år gammel øl vil gøre. Det store spørgsmål var så, om øllen smagte ligeså dårligt, som de frølår vi fik? Jeg var i tvivl. Drak jeg øl for at fjerne smagen af frølår, eller var det omvendt?!

Heldigvis lavede vi også andet end at smage på øl, for det er jo ikke ligefrem hvad Frankrig er kendt for. Vi købte fx klassiske bøger og spillede smarte ved at læse dem, mens vi drak kaffe på en filosofi-agtig cafe. Senere tog vi læbestift på, købte en flaske rødvin og to glas og satte os på en af de der kiksede turistbusser, der kører forbi samtlige attraktioner i byen. Vi fik creme brulee, verdens bedste crepes og ratatouille, og røg en cigaret foran Sacre Coeur. Fordi vi kunne. Om aftenen tog vi hjem til Julie og drak rødvin og spiste baguette med ost og pølse, mens vi så Klokkeren fra Notre Dame.

Det var fabelagtigt. Indtil jeg skulle hjem. Noget i min krop ville bare ikke forlade herlighederne: Paris og Julie i smuk kombination.
Så jeg kastede op. Først hos Julie - så i en skraldespand foran 100 mennesker i Charles de Gaulle lufthavn - og så på flyet (hvis mine medpassagerer også følger bloggen; undskyld. Især til ham stewarden, som jeg overrakte en pose fuld af mit bræk til)...